lørdag den 23. juni 2012

Aarhus Efterskole vil hellere have lykkelige elever end gode karakterer


Aarhus Efterskole vil hellere have lykkelige elever end gode karakterer

Netop offentliggjorte folkeskolekarakterer viser, at Aarhus Efterskole klarede sig bedre end landsgennemsnittet, hvilket gør den til en af de dygtigste efterskoler i Aarhus-området. Men den markedsfører sig på ingen måde på karakterer, siger forstander Bent Ole Bærenholdt.
Unge Hjem Efterskole – eller Aarhus Efterskole – som skolen netop er omdøbt, har et karaktergennemsnit, der ligger i den gode ende af skalaen, viser tal offentliggjort i sidste uge. Hvor landsgennemsnittet for de obligatoriske eksamensfag var 6,4 ved folkeskolernes afgangseksamen i juni 2011, var Aarhus Efterskole oppe på 7,7.
Især i mundtlig dansk klarede eleverne på Aarhus Efterskole sig betydeligt bedre end landets øvrige folkeskoleelever. I sommer fik de nemlig 10,2 i snit på Aarhus Efterskole mod 7,3 på landsplan.
Udover at klare sig flot i forhold til landets øvrige skoler, scorede Aarhus Efterskole også højt, når man sammenligner den med de omkringliggende efterskoler. Af de ti efterskoler, der ligger i Aarhus og omegn, er den sammen med Eriksminde Efterskole den, hvor eleverne fik de højeste karakterer.
Forstanderen på Aarhus Efterskole, Bent Ole Bærenholdt, jubler dog ikke over skolens høje snit.
“Jeg synes, det er fint, at vi har nogle elever, en undervisningsform og en skole, der er med til at give gode karakterer. Men dybest set – dannelsesmæssigt – synes jeg, at det er problematisk, at man sender karakterer ud som en beskrivelse af de forskellige skoler,” siger han.
Eleverne skal være dygtige – og lykkelige
Bent Ole Bærenholdt kritiserer hele det “kompetencesamfund” og den “markedstænkning”, der ifølge ham forstærker evalueringskulturen.
“Vi siger til eleverne: Vi er fuldstændige ligeglade med, hvad I kommer med – bare I kommer med den indstilling at være nysgerrige. Den der tunge evalueringsdyne, der ligger over hele skolevæsenet, er uinteressant.”
Han understreger, at dannelsen af den enkelte elev er det væsentligste, og at Aarhus Efterskole ikke er en skole, der opdyrker produktionsmaskiner.
“Den måde, vi konkurrerer på, er lysten til mangfoldighed, teater, musik, dans, kunst, idræt osv. Vi vil gerne markedsføre os – og vinde terræn – på det syn, der hedder: Diversitet og mødet med andre er allervigtigst. En karakter er ikke en værdi i sig selv.
Skrevet af: Lis Hejgaard og Sofie Buch Hoyer

Ingen kommentarer:

Send en kommentar